Vores dykkeroplevelser


Dykkertur til Thyborøn (19. maj 2019)
Skrevet af Arne Laursen
 
Søndag d.19. Maj havde jeg inviteret til dykkertur. Det var med en vis spænding, at jeg tjekkede vejrudsigten om lørdagen. Det så ud til at vi kunne gennemføre plan A, der bød på dyk med båd på Vesterhavet. Det betød også, at jeg blev hentet af Alex meget tidligt søndag morgen, men med det vejr der mødte mig betød det ingenting.
 
Vi havde aftalt med Inge og Tommy at mødes i Thyborøn ca. kl. 9, og her satte vi båden i og fik grejet ombord. Da vi sejlede ud gennem Thyborøn kanal, mødte vi et næsten fladt Vesterhav og Alex var yderst tilfreds, så han gav båden fuld gas og var lige ved at sejle knoppen af en sæl.
 
Første mål var vraget af Holst Nordia der ligger på ca. 21 meters dybde og det ligger på bagbords side. Det er dog noget ”sandgået” men så det tog lidt tid at finde den. Første hold var Alex og Tommy, som lige skulle sikre ankeret når de kom ned. Jeg kunne så få tid til at klargøre mit Gopro kamera og aftale lidt med min model denne dag. Endelig blev det vores tur og vi fulgte ankertovet ned, hvor vi kunne se at ankeret var lagt ind i et hul i stævnen. Sigten var 10-12 meter og vandet var 9 grader ved bunden. Vraget var flot begroet og rimelig intakt, så det var nemt at få et overblik. Der var lidt fisk på vraget og vi så et par hummere, der havde kravlet dybt ind i huller i dækket. Gad vide hvem der havde været der før os og skræmt dem!
Nu var tiden gået og vi lagde ankeret ud på sandbunden, mens vi fulgte et fuldstændig slapt tov mod overfladen.
 
Da vi var tilbage i båden blev kursen sat direkte mod høfderne ud for Cheminova, hvor vi ville dykke på de to strandingsvrag ”Selma” og ”Newbridge”der ligger på 6 meters vand. Der var ingen dønninger, ingen strøm og solen skinnede fra en skyfri himmel, så det kunne næsten ikke være bedre. Sigten var lige så god her, og på vraget af ”Selma” ligger der stadig rigtig mange ”forstenede” sække med kunstgødning. Vi svømmede op over sækkene og kunne nu se ned på vraget af ”Newbridge”, hvor skrueaksel-røret ligger fuldstændig blottet. Der blev kigget, pillet og filmet for der var så mange ”ting” der var spændende.
 
Tilbage i båden og så blev kursen sat mod Thyborøn, hvor vi var helt alene i den lille (nye)havn, der ligger lidt syd for byen hvor færgen sejler til Agger. Her kunne vi så skylle båd og grej mens vi nød vejret og lige kunne klare en lille chokoladekiks. På vej hjem blev der også tid til en is.
Bliv medlem
Bliv medlem

Sponsorer


Besøg vores side
Bjerringbro Dykkerklub | Pilevej 12 | 8850 Bjerringbro | Tlf.: 31900499